Archives for posts with tag: Ledelse

Kan vi inddrage patienter og fagpersonale på nye måder i sundhedsvæsnet og få bedre og billigere service ud af det? Ja – jeg besøgte i sommers en af de største sundhedsorganisationer i USA, Kaiser Permanente i Californien, som nytænker sundhedssystemet radikalt på en række områder.  

Patienten ved bedst

Kaiser Permanente (KP) er et sundhedsforsikringssytem med 8,7 mio. medlemmer. Organisationen har 165.000 ansatte, 454 medicinske centre og 35 hospitaler i ni amerikanske stater. KP er frontløbere i udviklingen af forholdet mellem patient og fagpersonale. De er gået væk fra at se læger som eksperter og har derved taget konsekvensen af, at mange patienter (fx med kroniske lidelser) i kraft af den moderne teknologi er velinformeret om egen sygdom. Et eksempel er sitet www.patientslikeme.com – et community på nettet for personer med kroniske lidelse, hvor man kan mødes og dele erfaringer med håndtering af sin sygdom. Medlemmerne opbygger bl.a. et arkiv over symptomer, medicinering og behandlingsmetoder. Det dækker en del af det behov for information, som læger tidligere skulle være formidlere af.

Samtidig gør moderne teknologi også selvmonitorering muligt, hvilket er et eksploderende fænomen mange steder i samfundet. KP udnytter potentialet i dette, ved at have et program til støtte af egenomsorg og tilbud om kompetenceudvikling i forhold til at håndtere eget helbred og sygdom.

Lægens rolle er hermed redefineret til at sikre og guide, at patienter tager de rette valg ved formidling af evidens frem for at overlevere information. Jeg synes der er noget interessant her, for det rykker ved noget centralt i forholdet ml. patient og sundhedspersonale og giver mulighed for en radikal nytænkning af servicen. Fx bliver behovet for face-to-face konsultationer mindre og KP bruger derfor mail og skype-konsultationer i stedet – billigere for KP og nemmere og tidsbesparende for borgeren.

Det er samtidig et godt et eksempel på, hvordan vi kan gøre borgere til aktive medskabere og medproducenter af den service, som vi har brug for, frem for at se dem som passive modtagere. Det er noget, som jeg er særligt optaget af for tiden, da fremtidens velfærdssamfund skal finde nye måder at levere service på. Og jeg er overbevist om, at borgerne ikke oplever en forringelse af servicen ved selv at være medskabere – tværtimod.

Inddragelse af medarbejdere i innovation

Som innovationsmenneske blev jeg dybt imponeret over KP’s arbejde og prioritering af innovation. De har etableret deres eget innovation lab, The Garfield Center, som har til formål at forbedre sundheden blandt de forsikrede medlemmer i KP. I laboratoriet bliver der udviklet ideer og prototyper, som kan testes i simulerede miljøer. Man tester også nye produkter og teknologier i lab’et (før de evt. køber dem), så de kan vurdere, hvordan de indgår i den service, som hospitalet i forvejen har.

KP har med rette været fremhævet i bl.a. en artikel i Harvard Business Review for deres innovationsmetoder, som bygger på:

  1. Human centered design, hvor afsættet i innovation er en dybere forståelse for menneskers adfærd (frem for fx at lade innovation være drevet af nye teknologier eller nye behandlingsformer)
  2. Design thinking – hvor man bruger tidlig visualisering og løbende udvikler, tester og tilpasser prototyper i innovationsforløbet.

Man kan sige, at der ikke er så meget nyt i denne tilgang, men jeg blev dybt imponeret over, at de prioriterer innovation så højt og giver det nødvendige rum og opbakning til innovationsarbejdet. Det er det, som der skal til, hvis man vil lykkes med innovation i en organisation.

MedRite

Et eksempel på et af deres innovationsprojekter er MedRite - et projekt der blev sat i verden for at mindske fejlmedicinering, som koster mange mennesker livet hvert år (7000 mennesker alene i USA i 2006). Når de spurgte sygeplejerskerne “What are the problems with medication administration?”. Var svaret: “Nothing. We work hard and get it done.”

Ved at observere sygeplejersker, når de arbejdede, fandt man dog ud af, at en af årsagerne til fejlmedicinering var, at de bliver afbrudt i deres arbejde (især af læger). Nogle helt op til 17 gange på en vagt. I en ideudvikling med personale fandt man frem til ideen ”No interruption wear”, altså en påklædning, der signalerer at man ikke vil forstyrres. Det var en sygeplejerske, der kom på ideen. Først klistrede hun bare et skilt på sin kittel, hvor der stod ”Leave me alone”. Ved at teste den fandt de dog ud af, at den var for skarp i sin formulering. Herefter afprøvede de først en vest og derefter et bredt bånd. Erfaringerne med de forskellige prototyper resulterede i et smalt selvlysende bånd.

De første prototyper af ”No Interruption Wear”:

Kaiser Permanente

Kaiser Permanente, sundhedsinnovationKaiser Permanente, velfærdsinnovation

Den endelige løsning, som er et simpelt smalt bånd, er nu er implementeret på deres hospitaler:

Kaiser Permanente, sundhedsinnovation, velfærdsinnovation

I kombinationen med elektroniske patientjournaler har løsningen forbedret patienters helbred og reduceret fejlmedicinering med 30-60 % på deres hospitaler. Samtidig har det sparet KP for mange penge og investeringen er for længst tjent ind.

Alt i alt forlod jeg KP’s hovedkvarter i San Francisco fuld af optimisme. For mødet ramte min opfattelse af innovation i en nøddeskal:

1. De arbejder proaktivt i forhold til megatrends i samfundet (hvilket ikke er særligt brugt i DK) – i dette tilfælde udnytter de patienters ønsker om selvmonitorering.

2. De udforsker problemer i organisationen med nysgerrighed og blikket udefra (de etnografiske metoder i problemafklaringen af, hvorfor der fejlmedicineres).

3. De inddrager personale i både ideudviklingen samt i udviklingen og implementeringen af løsningen.

4. De afsætter ressourcer til innovation og giver innovationsarbejdet optimale betingelser.  

Det er da smukt – og jeg vil rigtig gerne i dialog med sundhedspersonale, som synes det er interessant! Og med udviklere af offentlige velfærdsydelser, der er nysgerrige efter at inddrage borgere og medarbejdere på nye måder.

Denne video er fantastisk og giver et nyt og sjovt perspektiv på ledelse.

Den taler egentlig for sig selv, men lad mig opsummere hændelser og hovedpointer:

1.En leder har modet til at stå alene og se ”latterlig” ud. Lederen gør noget simpelt og det er selve nøglen! Som leder skal du være nem at følge!

2.Herefter kommer den første følger, som har en helt afgørende rolle. Han viser offentligt, hvordan lederen skal følges. Og lederen omfavner ham som en ligeværdig, hvilket gør dem til et lille fællesskab. Det er den første følger, som gør lederen til leder.

3.Så kommer den anden følger, hvilket er selve vendepunktet. Det er den anden følger, der gør de to første solodansere til en bevægelse, et fællesskab. Og det er dette som gør, at folk strømmer til. De har set tilhængerne – ikke lederen.

Læringen af denne dans, opsummeres smukt i videoen:

“Remember the importance of nurturing your first few followers as equals, making everything clearly about the movement, not you. Be public. Be easy to follow! But the biggest lesson here – did you catch it? Leadership is over-glorified. Yes it started with the shirtless guy, and he’ll get all the credit, but you saw what really happened: It was the first follower that transformed a lone nut into a leader. There is no movement without the first follower. We’re told we all need to be leaders, but that would be really ineffective. The best way to make a movement, if you really care, is to courageously follow and show others how to follow”.

Jeg får helt lyst til at følge en leder, der ser latterlig ud og gør simple ting….dem er der jo en hel del af i denne valgkampstid.



Jeg havde i sommers den store fornøjelse at besøge Pixar i Californien – virksomheden, der har lavet den ene succesfulde animationsfilm efter den anden: Toy Story, Find Nemo, Cars, Ratatouille, Wall E, Up, etc.

Jeg endte med at blive lige så forelsket i stedet, som de medarbejdere jeg talte med. Men hvad er det de gør så markant anderledes end alle andre? Og kan nogle af principperne overføres til danske organisationer og virksomheder?

Mødet med Pixar

Vi kører i tog fra San Francisco ud til Emeryville, ca. 30 min, hvor Pixar huser sine 800 medarbejdere. At træde ind i deres hovedkvarter tager både pusten fra en, og giver også en et smil på læben. Her mødes man af alle de kendte Pixar figurer i fuld figur og der er noget storslået og legesygt over stedet på samme tid. Jeg kan med det samme mærke den særlige ånd, som jeg har læst og hørt om.

En af Pixars dedikerede medarbejdere, Cody Harrington, henter os i receptionen og de næste to timer taler han uden afbrydelser om hans store lykke ved at arbejde hos Pixar.  Passionen strømer ud af ham og det smitter. Jeg spørger ind til, hvad der gør Pixar så unik. Han påpeger fem faktorer, der skaber helt unikke betingelser for deres kreative og økonomiske succes:

1.Organisering af arbejdet

”Du arbejder og mødes med dem du vil. Vi kender alle til møder, hvor folk sidder og keder sig og spilder alles tid. Sådan er det ikke her”. Man fornemmer da også straks en samarbejdskultur, som er drevet af den enkeltes lyst. I stedet for at lave rigide mødestrukturer og tvungent teamarbejde, er de fysiske rammer indrettet, så de indbyder til at mødes på tværs og skabe sammen. De mange lounges (nogle med åben ild) er et eksempel på dette. Her mødes man naturligt og udveksler tanker og idéer og grænsen mellem arbejde og fritid udviskes, fx er der over 15 husbands.

2.Udvikling af den enkelte medarbejder

”I feel like coming to school every day” svarer Cody på spørgsmålet om, hvad der er det bedste ved at arbejde på Pixar. Pixar har eget universitet, hvor du kan dyrke dine interesser og passion, som fx kunst, tegning, drama, meditation etc. Og det er ikke som led i en karriereplan og samlet strategi for hvilke kompetencer, som virksomheden ønsker at udvikle. Det er ganske enkelt drevet af en tro på, at det kan ses på bundlinjen, hvis medarbejdere har nem adgang til at udvikle sin kreativitet – også på områder, som ligger udenfor deres professionelle profil.

Randy Nelson som er rektor på Pixar University, har engang udtrykt det således: “We’ve made the leap from an idea-centered business to a people-centered business. Instead of developing ideas, we develop people. Instead of investing in ideas, we invest in people. We’re trying to create a culture of learning, filled with lifelong learners. It’s no trick for talented people to be interesting, but it’s a gift to be interested. We want an organization filled with interested people.”

 3.I kontakt med sit eget barn

En anden ting, der slå mig, er den legesyge der ligger i luften. Og til spørgsmålet om deres brug af markedsresearch og forbrugerindsigter i forhold filmskabelsen, er Codys svar ”We are making movies for ourself”. Det er jo lidt provokerende for mig at høre, da jeg netop gør meget ud af at rådgive virksomheder i brugercentreret innovation. Meget banalt handler det netop om at centrere udviklingen om målgruppens behov, frem for at bygge udviklingen på antagelser om denne gruppe eller med udgangspunkt i egne behov. På Pixar virker det dog som om, at de er så meget i kontakt med deres indre barn, at de kan tillade sig at lave ”selvcentreret” udvikling frem for ”brugercentreret”.  De søger ind i sig selv, i stedet for at søge ud, og det virker som om at de finder noget lige så værdifuldt som alverdens brugerundersøgelser.                                                                                                                                                          

4.Tillid og kærlighed

Et andet gennemgående tema under hele besøget var den positive energi og kærlighed, som Cody taler om. Han siger intet negativt eller forbeholdende og er meget følelsesfuld i sin omtale af sine kollegaer. ”He is such a great guy” er en vending han bruger om alle de mennesker vi møder på vores vej rundt i Pixars campus-agtige hovedkvarter. Og når jeg spørger ind til Pixars chef John Lasseter, sætter Cody ord på ham, som omsorgsfuld og interesseret og om resten af ledelsen fortæller han ”They are concerned about your wellbeing”.

Fraværet af kontrol er slående og omsorg og kærlighed for det enkelte menneske er sat i stedet. Og det gøres ved at skabe trygge og sunde rammer, således at folk kan udleve deres kunst og passion. Det giver medarbejdere der brænder, uden at brænde ud. Herved får Pixar maksimal kreativitet ud af sine medarbejdere.

5.Den fysiske indretning

Cody fortæller, at Pixar er designet ud fra det hele menneske og hensynet til begge hjernehalvdele. Den enkelte kan udfolde sig i fællesskab med andre – og ganske storslået. Der er en stor park, når man kommer og fx er der et kæmpe amfiteater udendørs, hvor de ansatte kan mødes og opføre improviserede eller indstuderede forestillinger.  Selvfølgelig sportsbaner af forskellig art og den udendørs pool med saltvand.  

Vi nærmer os frokost tid og Cody fortæller, at han skal ud og svømme. Det gør han hver dag ved frokosttid og han ser da også ganske fit og sund ud.

Efter at have sagt farvel til Pixar og Cody, tænker jeg hvor fantastisk det må være at arbejde hos Pixar. Det synes medarbejderne åbenbart også, for der er næsten ingen medarbejderomsætning. Normalt plejer man at sige, at der skal være en hvis medarbejderomsætning i en sund virksomhed. Det tilfører ny energi og nye idéer og sikrer at folk ikke gror fast. Hos Pixar har man dog den modsatte strategi, nemlig at rekruttere livslange medarbejdere, der konstant er i bevægelse og udvikler sig. Som Cody udtrykte det ”You can grow to anything you want”  - og det har jo indtil videre vist sig som en god strategi.

Mange taler om offentlig-privat innovation, få danser tango. Men har de alligevel noget til fælles? Ja, som passioneret tangodanser og erfaren udøver af offentlig-privat innovationsalliancer, ser jeg en række ligheder. Og jeg har lært noget af tangoen, som jeg bruger i mit arbejde som innovationskonsulent og som facilitator af offentlig-private partnerskaber.

Det åbne udgangspunkt

For begge gør sig gældende, at det er svært og noget nemmere at tale om end at udøve i praksis. Og både argentinsk tango og innovation er udsat for misforståelser og fordomme: At det handler om dramatiske effekter og store armbevægelser, lir, stive ben og forførelse.

Jeg er overbevist om, at det handler om alt andet. For det første handler det om at være åben og ydmyg samt have en god jordforbindelse (og vide hvad man selv står for). Det handler om at have modet til at invitere det ind, som er anderledes end én selv. Samt vide hvornår det er hensigtsmæssigt at gøre det, da langt fra alle opgaver egner sig til et udviklingssamarbejde mellem det offentlige og private – ligesom der er nogen, som du danser bedre med end andre.

Når en tango fortryller, er det når der leges med den kraft, der opstår om forskelligheden. Det samme med innovation. Udviklingen af nyt tager sin begyndelse i det øjeblik, hvor vi tør give slip på både legitimering af egen praksis samt på hvad endemålet skal være.

Find melodien sammen

For begge felter gælder det også, at man let kan træde hinanden over tæerne. Man skal ikke gå for hurtigt frem. I tangoen er det katastrofalt, hvis den ene part overskrider den andens grænser eller gør noget, som den anden ikke er med på. Det ødelægger den tillid og respekt, som er fundamentet for den gode dans. På den anden side kan forsigtighed også ødelægge dynamikken, i det man så bliver for utydelig i sine signaler.

I offentlig-privat innovation handler det netop også om at skabe et rum, hvor man kan møde hinanden med lidt større sko, færre fordomme og forudindtagethed. Begge skal lære nye trin og betræde nye veje.

For den offentlige part kan det være en udfordring at skabe plads til udvikling i en driftstung og ressourceknap virkelighed, samt acceptere at den private part skal tjene penge.

For den private part kan det være svært at forpligte sig til et samarbejde, hvor man ikke på forhånd kender det konkrete udbytte eller er sikret afkast af sin investering. Og det kan være svært at gennemskue de offentlige beslutningsgange.

På samme måde med tangoen – du tager en risiko, hvis du tør kaste dig i armene på en fremmed og sammen finde en omfavnelse og et nyt udtryk. Og hvis du dertil tør give lidt slip på kontrollen og egoet – i sagens (dansens) tjeneste – og glemme hvordan det ser ud – ja, så har du en rimelig stor sandsynlighed for at få en forrygende aften på dansegulvet – og i offentlig-private innovationsprojekter. Enjoy!

Is it a bird? Is it plane? No, it is…..a supercitizien. Tidligere borgmester i Bogotá (hovedstad i Columbia), Antanas Mockus, tog meget utraditionelle metoder i brug, da han skabte markante forandringer i en sydamerikansk millionby med massive problemer.

Mockus (billedet) iklædte sig bl.a. et Superman-kostume med et stort “C” på brystet (Super Citizen) og løb rundt i gaderne og samlede affald op. Han gjorde herved sig selv til et levende eksempel på den gode borger (superborgeren). I bedste supermandsstil satte han sig selv og sin egen krop ind på at bekæmpe det, som ødelagde byen. På rekordtid forvandlede han Bogota til en by med markant mindre kriminalitet og korruption samt bedre affaldshåndtering og trafikale forhold. Men vigtigst af alt: Han vækkede borgerne til at være med-skabere og med-ejere af en helt ny by.

En rædselsby…

Bogotá var præget af massive problemer. Der var store problemer med kriminalitet, korruption, affald og lovløse tilstande i trafikken. Og borgerne havde mistet tilliden til politiet. Hvis problemerne skulle løses, var der brug for radikale ændringer af colombianernes mentalitet og adfærd. Der var brug for at ændre det enkelte individs opfattelse af sin egen rolle i en by, hvor mange mennesker lever sammen på en begrænset plads. Det var noget af en opgave. Adfærd er noget af de sværeste at ændre.

Og et socialt eksperiment

Det vidste Mockus også, og han tog derfor meget utraditionelle i brug for at vende denne udvikling. Han hyrede bl.a. 420 mimekunstnere til kontrollere trafikken ved at påvirke folks adfærd med humor og gags. Han ansatte kunstnere i sin administration for at få nye tilgange til politik. Han udstyrede bilister med røde og hvide skilte, som de kunne bruge til henholdsvis at kritisere eller rose hinandens kørsel – i stedet for at stå ud af bilerne og slås. Han fik opstillet fotostater af politibetjente med et hul dér, hvor ansigtet skulle være, således at borgerne selv kunne placere sig bag figurerne og agere politi for en stund.

Han opfandt eventen ”Kvinders nat”, hvor mænd blev opfordret til at blive hjemme og kvinder til at gå i byen! Baggrunden var at Mockus var på udkig efter et symbol på tryghed, da mange kvinder var bange for at gå ud. 700.000 kvinder gik ud under ”kvinders nat” og aftenen blev et symbol på, at Bogotá var en tryg by at gå ud i. Han iværksatte at borgere kunne ringe til hans administration, når man mødte en flink og ærlig taxa-chauffør. Disse chauffører blev inviteret til en workshop, hvor der blev udviklet ideer til, hvordan man kunne tackle de dårlige chauffører.

Resultatet af hans tiltag var, at antallet af voldssager og drab faldt markant, de trafikale problemer blev mindre, borgerne begyndte at tage hånd om miljøet og først og fremmest blev stemningen i byen mærkbart bedre.

Empati, kunst og humor

Det tankevækkende ved denne historie er bl.a., at Mockus formåede at engagere borgere i udviklingen af deres egen by i en grad, som man ikke har set før. Og det er fantastisk at læse om de positive forandringer det skabte.
Det som Mockus bl.a. gjorde anderledes (og som er et sjældent syn i politik generelt) er, at han investerede sig selv følelsesmæssigt og formåede at berøre borgerne, således at de blev vækket på ny (for nu at blive lidt storladen). Han fik politik til være relevant og nærværende frem for at blive reduceret til spørgsmål om fordelingspolitik og medieretorik. Som han selv siger ”If people knows the rules, and are sensitized by art, humor, and creativity, they are much more likely to accept change”.

Netop den følelsesmæssige berøring tror jeg er altafgørende i forandringsprocesser og en af hemmelighederne bag hans succes. Hvis medborgere skal ændre adfærd og være aktive medskabere af vores samfund, kræver det samtaleformer, hvor der appelleres til andre sider end vores intellekt (og den indre svinehund). Nemlig humor, vores følelser og længsel efter at være medskabere af værdifulde fællesskaber.

is it a bird?

Mockus’ Bogotá er en fantastisk historie om, at det uventede kan ske. At der nogle gange skal alternative metoder til for at forandre. At der kan skabes håb i selv den mest dystre situation. Og at vi måske skal turde investere lidt mere af os selv, når vi går ind forandringsprojekter, politiske eller ej. Du kan se et udpluk af filmen Bogotá Change eller hele filmen på www.filmstriben.dk. Du kan læse mere om det sociale eksperiment på Harvard Gazette

Her på bloggen er Mockus startskuddet til min blog [is it a bird], der netop vil handle om, hvordan vi involverer brugere i forandringer, både i det store og i det små.