Kan vi inddrage patienter og fagpersonale på nye måder i sundhedsvæsnet og få bedre og billigere service ud af det? Ja – jeg besøgte i sommers en af de største sundhedsorganisationer i USA, Kaiser Permanente i Californien, som nytænker sundhedssystemet radikalt på en række områder.
Patienten ved bedst
Kaiser Permanente (KP) er et sundhedsforsikringssytem med 8,7 mio. medlemmer. Organisationen har 165.000 ansatte, 454 medicinske centre og 35 hospitaler i ni amerikanske stater. KP er frontløbere i udviklingen af forholdet mellem patient og fagpersonale. De er gået væk fra at se læger som eksperter og har derved taget konsekvensen af, at mange patienter (fx med kroniske lidelser) i kraft af den moderne teknologi er velinformeret om egen sygdom. Et eksempel er sitet www.patientslikeme.com – et community på nettet for personer med kroniske lidelse, hvor man kan mødes og dele erfaringer med håndtering af sin sygdom. Medlemmerne opbygger bl.a. et arkiv over symptomer, medicinering og behandlingsmetoder. Det dækker en del af det behov for information, som læger tidligere skulle være formidlere af.
Samtidig gør moderne teknologi også selvmonitorering muligt, hvilket er et eksploderende fænomen mange steder i samfundet. KP udnytter potentialet i dette, ved at have et program til støtte af egenomsorg og tilbud om kompetenceudvikling i forhold til at håndtere eget helbred og sygdom.
Lægens rolle er hermed redefineret til at sikre og guide, at patienter tager de rette valg ved formidling af evidens frem for at overlevere information. Jeg synes der er noget interessant her, for det rykker ved noget centralt i forholdet ml. patient og sundhedspersonale og giver mulighed for en radikal nytænkning af servicen. Fx bliver behovet for face-to-face konsultationer mindre og KP bruger derfor mail og skype-konsultationer i stedet – billigere for KP og nemmere og tidsbesparende for borgeren.
Det er samtidig et godt et eksempel på, hvordan vi kan gøre borgere til aktive medskabere og medproducenter af den service, som vi har brug for, frem for at se dem som passive modtagere. Det er noget, som jeg er særligt optaget af for tiden, da fremtidens velfærdssamfund skal finde nye måder at levere service på. Og jeg er overbevist om, at borgerne ikke oplever en forringelse af servicen ved selv at være medskabere – tværtimod.
Inddragelse af medarbejdere i innovation
Som innovationsmenneske blev jeg dybt imponeret over KP’s arbejde og prioritering af innovation. De har etableret deres eget innovation lab, The Garfield Center, som har til formål at forbedre sundheden blandt de forsikrede medlemmer i KP. I laboratoriet bliver der udviklet ideer og prototyper, som kan testes i simulerede miljøer. Man tester også nye produkter og teknologier i lab’et (før de evt. køber dem), så de kan vurdere, hvordan de indgår i den service, som hospitalet i forvejen har.
KP har med rette været fremhævet i bl.a. en artikel i Harvard Business Review for deres innovationsmetoder, som bygger på:
- Human centered design, hvor afsættet i innovation er en dybere forståelse for menneskers adfærd (frem for fx at lade innovation være drevet af nye teknologier eller nye behandlingsformer)
- Design thinking – hvor man bruger tidlig visualisering og løbende udvikler, tester og tilpasser prototyper i innovationsforløbet.
Man kan sige, at der ikke er så meget nyt i denne tilgang, men jeg blev dybt imponeret over, at de prioriterer innovation så højt og giver det nødvendige rum og opbakning til innovationsarbejdet. Det er det, som der skal til, hvis man vil lykkes med innovation i en organisation.
MedRite
Et eksempel på et af deres innovationsprojekter er MedRite - et projekt der blev sat i verden for at mindske fejlmedicinering, som koster mange mennesker livet hvert år (7000 mennesker alene i USA i 2006). Når de spurgte sygeplejerskerne “What are the problems with medication administration?”. Var svaret: “Nothing. We work hard and get it done.”
Ved at observere sygeplejersker, når de arbejdede, fandt man dog ud af, at en af årsagerne til fejlmedicinering var, at de bliver afbrudt i deres arbejde (især af læger). Nogle helt op til 17 gange på en vagt. I en ideudvikling med personale fandt man frem til ideen ”No interruption wear”, altså en påklædning, der signalerer at man ikke vil forstyrres. Det var en sygeplejerske, der kom på ideen. Først klistrede hun bare et skilt på sin kittel, hvor der stod ”Leave me alone”. Ved at teste den fandt de dog ud af, at den var for skarp i sin formulering. Herefter afprøvede de først en vest og derefter et bredt bånd. Erfaringerne med de forskellige prototyper resulterede i et smalt selvlysende bånd.
De første prototyper af ”No Interruption Wear”:




Den endelige løsning, som er et simpelt smalt bånd, er nu er implementeret på deres hospitaler:

I kombinationen med elektroniske patientjournaler har løsningen forbedret patienters helbred og reduceret fejlmedicinering med 30-60 % på deres hospitaler. Samtidig har det sparet KP for mange penge og investeringen er for længst tjent ind.
Alt i alt forlod jeg KP’s hovedkvarter i San Francisco fuld af optimisme. For mødet ramte min opfattelse af innovation i en nøddeskal:
1. De arbejder proaktivt i forhold til megatrends i samfundet (hvilket ikke er særligt brugt i DK) – i dette tilfælde udnytter de patienters ønsker om selvmonitorering.
2. De udforsker problemer i organisationen med nysgerrighed og blikket udefra (de etnografiske metoder i problemafklaringen af, hvorfor der fejlmedicineres).
3. De inddrager personale i både ideudviklingen samt i udviklingen og implementeringen af løsningen.
4. De afsætter ressourcer til innovation og giver innovationsarbejdet optimale betingelser.
Det er da smukt – og jeg vil rigtig gerne i dialog med sundhedspersonale, som synes det er interessant! Og med udviklere af offentlige velfærdsydelser, der er nysgerrige efter at inddrage borgere og medarbejdere på nye måder.









